Sigmoideoskopi

Vejledning til kikkertundersøgelse af venstre side af tyktarmen (sigmoideoskopi)

Vejledning om sigmoidoskopi til udprint

Hvorfor laves undersøgelsen? Ved denne undersøgelse gennemses endetarm og venstre side af tyktarmen med en tynd, bøjelig kikkert. Ved undersøgelsen kan man finde en forklaring på gener som mavesmerter, oppustethed, diarré og/eller blod i afføringen. Man kan for eksempel se irritation og sår i slimhinden. Ofte kræver det undersøgelse af små (1-2 mm store) vævsprøver i mikroskopet for at finde ud af, hvad årsagen til generne er. Vævsprøvetagning kan ikke mærkes, da tarmslimhinden ikke har følenerver ligesom huden.

Forberedelse: For at undersøgelsen kan gennemføres, er det vigtigt, at tarmen er renset godt ud. Du får udleveret 1 klysma (=lavement): Fleet (133 ml) i konsultationen eller på apoteket: Du skal tage klysmaet 1-2 timer før den aftalte tid til undersøgelsen. Det er lettest at indføre det i endetarmen, hvis man ligger på siden (venstre side, hvis man er højrehåndet). Hold på væsken længst muligt. Efter indtagelsen får man 1 – 2 afføringer.

Spis helst lidt let kost i dagene før undersøgelsen og undgå kerneholdigt brød. Hvis du har tendens til forstoppelse, anbefales det at tage 2 Magnesiatabletter om aftenen de to sidste dage før undersøgelsen. Magnesia kan købes uden recept på apoteket.

Selve undersøgelsen: Ved undersøgelsen bliver der pustet lidt luft op i tarmen, og man kan føle sig lidt oppustet bagefter.

Der kan evt. blive udtaget en vævsprøve fra tarmslimhinden.

Du må gerne spise og drikke normalt på undersøgelsesdagen.

Mulige komplikationer: Komplikationer til undersøgelsen er meget sjældne, dvs. mindre end 1 ud af 1.000 undersøgelser. Lidt blod i afføringen hvis der er taget vævsprøver, er almindeligt. Meget kraftig blødning er yderst sjældent.

Hul på tarmen er yderst sjældent (mindre end 1 ud af 1.000 undersøgelser) og symptomer på dette er kraftige mavesmerter og/eller feber. Hul på tarmen kan medføre operation.

 

Hvad gør jeg, hvis jeg oplever komplikationer?

Hvis du oplever nogle af disse symptomer efter en kikkertundersøgelse, skal du kontakte akuttelefon 1813 og fortælle om dine symptomer og at du har fået foretaget kikkertundersøgelse af tyktarmen. Du vil da blive henvist til vurdering på en akutmodtageafdeling på et af Regionens hospitaler.